Vi avler igen siden finanskrisen. Sporten og hermed avlerne vil have blod og præstationsheste, men har vi gode nok ryttere til at tilride og uddanne hestene? Og har vi økonomi til at uddanne hestene op til topsport? Og kan det betale sig at avle en almindelig hest til 75.000 kr. til LB niveau – den skal vel trænes og fodres med det samme op til dette niveau, som en kommende tophest skal?
At uddanne heste er en lang proces, hvor avler og ejer samt rytter skal være tålmodige: SKYND DIG LANGSOMT
Hvis det er tankegangen, hvad så med alle de ryttere, som ikke skal/kan ride nation cups, Ol og FEI stævner? Skal de ikke have heste at ride på? Hvorfra skal de almindelige ryttere få råd til heste, hvis de ligger i 150.000 kr.? Selv en rar pony er blevet dyr. Eller kan de almindelige ryttere uddanne hestene selv?
Puha… fremtiden ser ikke god ud for ridesport eller ridning, hvis vi ikke tænker langsigtede løsninger.
Avlerne vil gerne avle OL stjernen, rytterne vil gerne til OL og ejerne mener, at de burde snart være til OL. Virkeligheden er en helt anden.
Vi mangler hestemennesker i sporten. Sporten er gået hen og blevet alt for dyr for den almindelige arbejdsomme rytter.
Hestens fysik og mentale tilstand skal konstant observeres. Som Jos Lansink siger; The horse has to trust the work. Og som svenskeren sagde til mig i Herning. Den skal føle sig tryg i sin krop. Dvs. fysisk stærk nok for at kunne udføre opgaven med tillid. Det koster tid.
Afholdelse af stævner er blevet mega dyrt, priserne på alt er steget.
Det kræver mange træningstimer, øjne med viden på og erfaring for at nå toppen i sport. De muligheder er få i Danmark. Vi har fysisk ikke de mange heste- og træningsmiljø/stævner som fx Belgien og Holland, hvor der ofte kun er en halv time mellem hestestederne. Vi har ej heller kulturen at tage til træningsstævner. Når vi rider stævne er det for at vinde en roset og skrive det på FACE. Det minimerer fokus på uddannelse af ryttere og heste.
https://www.youtube.com/shorts/AIrsZ3y2bPY
I Danmark (også Europa) mangler vi medlemmer i rideklubberne. Ponyryttere til stævnerne og unge mennesker som tilrider og uddanner unge heste. Sporten vil blive en sport for kun de rige, hvis vi ikke gør noget. Skal vi tilbage til ”dyrskuekulturen”, hvor det at være sammen med hesten var første prioritet – kun sådan lærer du om hestens adfærd og vaner og kun sådan bliver du et godt hestemenneske, og måske en dag dygtig til at uddanne heste.
Første prioritet burde altid være at holde hesten glad, var svaret fra en af Jos Lansinks ryttere i mit interview i marts 2022
Vi har gennemgået en kulturændring i hestesporten de seneste år. Fra at det var almindeligt at køre i Randers hestetrailer, ride på græs og endda deltage med al slags udstyr til at rytterne helst ankommer i lastbil eller fancy trailer, rider stævner, hvor det ikke regner, plus fiberbund, super personale, gode parkeringsforhold, flinkt sekretariat, flotte spring, stor opvarmning, stor opvisningshal, god mad i cafeteriaet og helst udstyret med glimmer og pragt i mærkevarer… Dvs. fysisk har alt ændret sig.
At uddanne hesten er en lang, dyr og tålmodig vej, hvor fokus burde være på træningen og ikke hvilke store stævner, I skal nå
Nogle kører til Syden for at få bedre vejrforhold og et større kundeklientel til hestene. Stævner nødsages til at aflyses og folk fortsætter deres brok på FACE. Hvor er træningskulturen i DK? Burde vi ikke mødes og træne sammen. Sætte spring op og ned, samles og hjælpe hinanden?
Ændring af hesteloven ændrede også kulturen. Flere rideskoler er nedlagt pga. nye lovkrav om staldforhold og hestevelfærd.
Hestepas, chr registrering og fødevarestyrelsesregler i mængder har fået almindelige hestefolk til at give op at have hest.
Kørsel med heste både i ind- og udland er blevet dyrt og et virvar af regler omkring kredsdyrlæge og traces.
Kørsel med heste er blevet dyrt for nu både den private og professionelle. Reglerne er uigennemskuelige. Det får folk til at give op.
Små rigmandssteder med egen hal og baner, mor og far som motor bag, er dukket op og foreningslivet svundet ind. Det sociale indkredses til bestemte udvalgte grupper de mange nye hestesteder.
Sælger/køberkulturen i den professionelle sport har ændret holdning og værdier. Nu er det kunden, som sætter dagsorden alt efter, hvor stor din pengepung er. Nu spørger klienten ikke længere på heste, men på om hesten kan gå et bestemt stævne med deres pige i år, ellers duer den ikke. Har din træner en anden mening, skiftes der blot træner ind til dennes mening stemmer overens med klientens. Ofte er det forældre, som aldrig har siddet på en hest eller arbejdet i en stald, der styrer rytterne og børnenes ridekarriere.
Det kræver mange timer sammen med heste (forskellige heste) at lære om HESTE
Klienter vil have max resultater og mindst mulig indsats. Mange ryttere ses af netop denne årsag grædende på hestene, få hysteriske anfald på deres forældre og omvendt. Forældre som er i verbal slåskamp på opvarmningen med andre forældre. Kultur smitter.
Det hestearbejde, der kræves af rigtige hestemennesker i stald og til hest, på og sammen med hesten, er minimeret. Det er der ikke tid til. Der er fokus på stævneresultatet og ikke selve processen at komme til resultatet. AT tænke proces kræver for lang tid og den moderne kultur er hurtige resultater. Derfor lærer du som rytter heller ikke at give dig tid til at føle hesten, og hermed ikke selv at føle DIG sammen med hesten =>og hermed heller ikke at styre dit temperament.
SAmmen med hestene og ikke kun forældrene lærer børnene så meget om heste og ansvar om heste
Du lærer, at du har X-factor fra mor og far, selvom du knap kan ride (eller synge). Det er Blachman/træneren, som er galt på den, siger mor. Du lærer, at du er smuk og tynd, selvom du er overvægtig og doven. Når du møder virkeligheden, så eskalerer din virkelighed og så mister du besindelsen, selvfølgelig motivationen og hermed modet til at fortsætte i sporten.
Der lægges stort pres på børn og unge ryttere, når forældrene kræver X-factor uden at få lort på fingrene eller pakke tasken selv, køre bilen eller melde til start. Og ikke mindst utrolig pinligt, når forældrene taler for deres ”voksne” børn, laver deres facebookopdateringer og organiserer deres ridekarriere. Er det den virkelige eller rigtige verden? Ud af denne gruppe skal der komme fremtidige ryttere, som kan tilride og uddanne fremtidens unge heste – som kan tale hestenes sprog? Når forældrene slipper taget, stopper de med at gå til HEST.
https://youtube.com/shorts/BsO-rrSj-tM?feature=share
Ydmyghed og respekt er ikke længere at finde blandt den unge elite. De gamle skal have respekt for de unge og deres forældres pengepung.
Og dog midt i al dette findes der stadig stalde, hvor ekspertisen og respekten for de gamle kyndige trænere er højt værdsat. Her ved Jos Lansink er der unge mennesker fra 19 til 30 år – de fleste mellem 20 og 24. De er unge, drømmende og spontane – også utrolig livsglade og uvidende, om det hårde livet kan bringe. Og de har respekt for Alfahannen, trods det at han ikke i lang tid har været at finde til hest til stævner. De lytter og er i dialog – de deler viden med hinanden. Jos observerer sit team dagligt og lader dem arbejde selvstændigt og tage ansvar, samtidig med at han altid er der for hestene. Ham lærer sit team at styre deres følelser og bruge dem positivt. Rytterne og team er ikke altid enige, men de har lært at tænke selv, tænke sammen, arbejde selv, arbejde sammen og sammen når de til en beslutning, en plan for hesten og rytteren. Den klassiske sætning fra Jos når de træner eller kommer ud af ringen: ”What do you think”?
Det resulterer i det træningsmiljø, som jeg netop savner mange steder. Et miljø, hvor de træner sammen, konkurrerer mod og alligevel deler viden og sparrer med hinanden. Et motiverende miljø for sportshestefolk i den individuelle sport ridning er. For at blive en top atlet er det nemlig ikke selve det enkelte stævne, der skal være fokus på, men det flatwork og det træningsmiljø, der danner rammen for at blive den top atlet og hestemand som Jos Lansink er.
Jeg er heldig at være blevet en del af 4Kløverets Springakademi, som deler viden og lader os træne med de bedste
De træningsmiljø, som vi bygger op rundt om i Danmark, er gode og velmenende. Dog skal vi huske at målet IKKE skal være at være bedre end de andre hestemiljø. Men at målet altid skal være at gøre DIT træningsmiljø godt. Du bliver ikke den bedste ved at nedgøre andre eller undgå at hjælpe eller dele viden med andre. Fokus på dit miljø og åbn op for andre.
Del ud af din viden hvis du har muligheden som underviser på rideskole, kurser eller til enetimer. Vi har brug for fagligt dygtige og erfarne undervisere som modtages med respekt af elever og ikke fordi din pengepung er tungest.
Sammen bliver rytterne i sporten uanset om det er foreningsmiljø på rideskolen, jagtrytter, turryttere eller professionelle træningsmiljø som Jos Lansink stable. Følg video her fra min uge ved Jos Lansink stable som jeg snart har samarbejdet med i 6 år
Læs også mit tidligere indlæg om emnet her Vi mangler ryttere til ridesporten? – Georgia Timmermann (ridersnotebook.dk)
