Er DU et godt konkurrencemenneske?

Vi kender vel alle det med at være en dårlig taber. Tab og vind med samme sind. Vi er kun med for sjov. De sætninger hører jeg især ofte, når der er tale om et tab. Det er sjovt at vinde og ikke særlig sjovt at tabe. PUNKTUM.

Men et godt konkurrencemenneske bruger sit temperament til at vinde. Når vi når teenageårene, skal vi egentlig helst have styr på vores temperament. Jeg kender da flere venner, som har sparket til drikkeflasker, råbt skældsord mod modstanderen og som egentlig havde fortjent en udvisning på fodbold- eller badmintonbanen. Vores konkurrencegen brænder indeni, bålet er stort og det er sommetider umuligt at slukke midt i kampen.

Men det gavner dig ikke på banen, at du bliver uforskammet, personlig eller ligefrem farlig for din modstander og omgivelser. Jeg har også oplevet en ketcher få en tur gennem hallen op gennem de andre spilleres baner. Du kunne have ramt en. Jeg har også hørt om slagsmål efter kampen, fordi der bare blev for meget hånen, og temperamentet ikke kunne styres.

Og det går slet ikke, når du er til hest, fordi hesten er dit ansvar. Den kan ikke forsvare sig, som vi mennesker kan. Her er det ekstra vigtigt, at du styrer dit temperament. Rykker du i tøjlen/munden i arrigskab, får den ondt i munden, sporer du den hele vejen ud ad banen, får den ondt. Men mest af alt du får den helt modsatte virkning. Hesten har forstået at RIDNING er skidt, og det har du fortalt den. HESTE HUSKER GODT. Hesten forstår ikke, at det var nedrivningen eller stoppet på banen, der gør at Du er ond nu. Du kan ikke gå til hesten bagefter og sige; UNDSKYLD, jeg blev vist lidt for hidsig. Gi hinanden hånden og alt er OK. Hesten forbinder oplevelsen/straffen med stævnet. Ergo = HESTEN KAN IKKE LIDE AT RIDE STÆVNE.

Mit konkurrencegen er stærkt. Det ved alle. Jeg giver ikke op. Kun sygdom kan stoppe mig. Jeg kan ikke lide at tabe og skal altid lige have tid efter til at komme mig oven på tabet. Her på videoen kan du se Pablo og jeg, som er lige ved at vinde DM indendørs. Da Pablo vælger at smide mig af på sidste spring og knuse min knogle i bommen, så jeg ikke kan ride i 5 uger.

Tak PABLO, du kunne da godt lige have taget et lidt større afsæt på den sidste forhindring. Det skar i mit hjerte, ikke pga. smerten men fordi jeg næsten havde vundet og alligevel tabt stort. Det tog flere dage psykisk at komme mig.

Jeg har siden, at jeg var lille, villet blive bedre til alt, kunne alt. Først gymnastik så blev jeg valgt fra på de flyvende gymnasters udtagelse i 4 klasse… Så basketball, så svømning hvor jeg også blev valgt på konkurrenceholdet. Så badminton. I en alder af 16 år startede jeg med at lære at spille. Jeg dyrkede 3 sportsgrene om ugen op til en alder af 30 år.

Og hver fredag tabt jeg til min veninde nede i Hammelhallen i badminton. Hun var ligeså hoverende som vinder, som hun var en dårlig taber. Også selvom Hun ikke sagde noget. Det gjorde ondt at tabe. HVORFOR så spille? Men et eller andet drev mig. Jeg vidste ikke, at jeg blev bedre, fordi jeg synes jo ikke, at jeg blev bedre, når jeg tabt. Men det gjorde jeg. Hvorfor ikke bare spille mod dem, som jeg kunne vinde over. Jeg har aldrig synes, at det var sjovt i noget spil at spille mod nogen, som jeg allerede var bedre end. Jeg rider også helst mod de bedste, også selvom jeg taber.

At tabe er aldrig sjovt. Men hvis du ikke ved, hvordan det føles at tabe, så kan du vel ikke nyde sejren..

Jeg flyttede som 18-årig alene til Schweiz for at være bartender, lære tysk og kultur og samtidig holde formen. Jeg købt self en cykel, spillede i den lokale klub og jeg var stadig mega dårlig til badminton. Jeg husker, da jeg ringede hjem til Steen, stolt, for at fortælle at nogen havde ringet og hørt hvilken liga jeg spillede i. Når man er dansker tror alle udlændinge, at man er en stjerne til badminton. Steen måtte pænt sige at 1. liga nok lige var stort nok til mig. Jeg blev æsketosset, fordi det kunne jeg da godt. Jeg ville bevise overfor ham, at det her spil kunne jeg også. Nogle år efter spillede jeg i TPI lige fra serie 1 til 3 division.. Jeg fik mange tæsk, men jeg gav aldrig op og jeg blev bedre, fordi jeg trænede og trænede. Kæmpede og kæmpede.

Jeg rider med sikkerhedsvest for at beskytte mig selv bedst muligt ved evt. fald

Og siden jeg var 2 år gammel har jeg redet og dyrket sport. Ikke for at imponere andre men fordi jeg drives af at VINDE, at blive god til noget. I dag er jeg 44 år og er i en god grundkondi, få skader, et ok sundt liv og et konkurrencegen, som er styrket med tab og sejre hele livet. Da jeg for 14 år siden satsede på at gøre ridning til mine levevej, blev jeg igen mødt med trodsige og grinende bemærkninger, men igen gjorde det mig kun stærkere, at andre ikke troede på mig. Når nogen siger; det kan du ikke, så tænder de bålet. Og jeg siger: DET kan jeg godt! Jeg bruger dem omkring mig som benzin til at nå mine mål. Som fx da 4 læger prøvede at overbevise mig til JBK finalen for 6 års heste, at hånden skulle i gips, da den var brækket. Jeg fik min vilje og den blev tappet og jeg blev nummer 4 med en brækket hånd på Amaflair.

Her ses jeg med Amaflairs ejer og avler. En trofast samarbejdspartner nu på 8. år. En af de største sejre i min karriere; at blive nr. 4 i 6års finalen med en brækket hånd.

Hvad jeg vil sige med dette er, at dit konkurrencegen kommer ikke til gode ved at lade andre bestemme, hvad du kan. KUN DU KAN BESTEMME, HVAD DU KAN OG VIL! Det hjælper ej heller, at blive hidsig på mor ved opvarmningen, skifte træner eller rykke i hesten. Du bliver et godt konkurrencemenneske ved at unde andre deres sejr og gå hjem: EVALUER og træn mere…

Jeg tror, at mit konkurrencegen er medfødt og derefter præget i 42 år. Fordi hvem tager cyklen, når man kan tage bussen, lider op ad bakker og sveder ved ankomst til Uni samt slæber alt muligt baggage med på cyklen. Det gør Georgia både i Schweiz, på Uni i Danmark, i Nürnberg og de 2 år i Hamburg. Hvorfor ikke tage bussen? Fordi jeg ville i form, ville blive stærkere, bedre…

Et godt konkurrencemenneske

1. taber og rejser sig igen
2. under andre sejren men går hjem og træner endnu mere efter evaluering af tabet
3. lærer og kigger på de bedste, når muligheden er der. Fx til stævner eller via TV, livestreaming fra Zibrasport Equest, holdkammerater, kollegaer, trænere…
4. Du er din egen lykkes smed. Du er en DIG. Brug dem omkring som benzin til at drive DIG mod målet. KUN DU KAN, hvis DU VIL det nok!

Vær ydmyg på din vej – du blir aldrig færdig med at lære.

God jagt mod DIG og rigtig god sommer

fra hestene og jeg

Her ses Sif og jeg til Equitour i 2019. En glad rytter, som har uddannet Sif hele vejen fra 3-9 år. 0-140 cm

I denne weekend skal jeg til Riderscup at ride stævne med 3 heste fra LB til MA. Jeg håber på mange nulrunder og placeringer. SES VI, hvis ikke så streamer Zibrasport stævnet