En dag at leve i

Hvis du kun havde en dag tilbage at leve i – hvad skulle den dag så indeholde? Min dag skulle indeholde alle dem, som jeg har kær og det er mange, og dem vil der slet ikke være nok tid til på de 24 timer, så jeg tror bare, at jeg vil sidde med min mand, hånd i hånd og sige farvel på et smukt, varmt sted med bland selv slik, vand med citrus brus, pepsi max til min mand, hvor man kun kan se naturen og intet høre andet end naturens egne lyde. Bare sidde der med ham hånd i hånd

Min mand og jeg i Dubai, som er barndomskærester

Cancerugen er hård ved mig, ligesom cancerugen er hård ved mange, fordi vi alle har prøvet at miste og de fleste har set sygdommen, hvad den gør ved mennesker. Men også andre sygdomme er hårde ved mennesker og derfor burde ugen omhandle alle som har MISTET nogen for tidligt til sygdom. Fordi at miste og blive efterladt er noget af det hårdest, som man kan gå igennem.

Cancerugen er hård ved mig, mest fordi jeg 18. september 2010 mistede min mor kl. 16.00 en lørdag på hospice, hvor hun kun havde været i 3 uger. Jeg husker dagen, som var den i går. Den fredag hvor jeg ankom og mor intet kunne sige, lå bare der, kunne stadig rejse sig op med overkroppen i sengen, som hun gjorde i små ryg, nogle gange med lyd på. Hun var en fighter og kæmpede til sidste livsenergi. Lørdag morgen rejste hun sig ikke mere men hendes tæer kunne hun stadig bevæge lørdag morgen. Derefter gik det stærkt og det var frygteligt at se hvordan sygdommen bevægede sig op mod hjerte for at tage den sidste livsstråle ud af verdens bedste mor. Jeg var der hele natten, husker ikke jeg forlod rummet, da der var toilet på værelset. Husker godt at der var personale, som kom med mad til mig men ellers husker jeg ikke meget af det udenom mor, kun at jeg græd og græd, led og led, fordi min mor ville så gerne leve men canceren havde fået så meget fat, at den nægtede at give slip.

Min mor en nytårsaften. Jeg elskede nytår, fordi mor altid lavede hjemmelavet is, mums

Jeg husker tydeligt den fredag i februar 2010, hvor mor ringede og fortalt, at hun havde fået kræft men at det nok skulle gå, at jeg ikke skulle bekymre mig, fordi der var mange gode læger og de skulle nok fikse det her. Min mor var en handler, en som fiksede ting. Hun kunne alt, hvis hun ville og overbevise alle, hvis hun ville. Hun var omgivet af mennesker, fordi hendes livsglæde smittede. Jeg ringede straks efter til min søster, som også beroligede mig og sagde, at det nok skulle gå. Mange havde levet med kræft i fx 10 år. Jeg skulle til stævne den dag. Det var fredag. Min plejedatter og jeg sagde ikke et ord til hinanden, og jeg husker tydeligt, da vi tændt radionen at Nick og Jay – ”en dag tilbage” lød i radioen. Den sang minder mig altid om den dag, hvor mor ringede og fortalt hun havde kræft. Nogle uger senere sad far, mor og jeg overfor 3 læger, hvoraf en vist var sygeplejerske, som skulle informere os om scanningerne. Ja, siger den ene. Jeg husker ikke ansigterne kun min mor og fars ansigter, da lægen fortæller at mor har kræft og det er overalt i kroppen og at hun ikke kan helbredes. Der bliver stille…Alt for stille… alt for længe. Da far siger: Jamen hvad vil I så gøre? Lægen svarer far, at de kun kan holde smerterne væk men ikke helbrede, da det sidder overalt på mor; lunger,lever, bugspytkirtlen… Jamen hvad med kemo, fortsætter far. Ja vi vil forsøge med kemo,siger lægen. Hvor lang tid har vi? Siger far desperat. Mor og jeg siger ikke noget. Lægen svarede; det kan vi ikke sige nøjagtig. 1 måned, 1 år…Mor fik kemo en gang men kunne absolut ikke tåle det. Kemoen ødelagde alt I mors krop. Hun tabt også håret men gik straks i gang med at shoppe smukke parykker og tørklæder. Min mor var en smuk dame og selv den tid hun kæmpede, holdt hun sig smuk som en dame.

Min mor, far og jeg i 2009, hvor vi endnu ikke vidste at mor var meget syg

Hun fik 7 måneder efter lægernes besked. Vi nåede at fejre hendes 56 års fødselsdag 26. juni 2010. Hun nåede en uges ferie med far i sydens sol på motorcykel. Juli august begyndt sygdommen at tage rigtig form. Kræften punkterede hendes lunger. Blokerede så hun ikke kunne skide. Hun blev tyndere endnu. Hun grad aldrig, boede til næsten allersidste livsstråle i huset i Hammel. Hun lavede mad til os til hun ikke længere kun røre i skålen. Vi lå i sofaen sammen og tog vores morfar mens vi grinede over hunden Sofus, en top funny pekingese. Hun havde så meget kærlighed, omsorg og jeg er taknemmelig for, at jeg fik lov til at sige farvel, selvom vi aldrig rigtig turde tænke farvel, altid håbede.

Hjemme i Hammel på sofaen i juni 2010 under sygdomsperioden

Jeg husker i august 2010, da hun med små skridt fra bilens parkeringsplads kom til Århus Wilhelmsborg ned på banen for at se mig ride stævne. Hun kunne næsten ikke gå, men smuk var hun. Hun havde gjort sig pæn igen som altid. Jeg var ovenud happy, at hun var der. Stolt over at kunne vise, hvad jeg kunne. Mandagen efter viste det sig, at hun havde punkteret en lunge, og selv der sad hun på hospitalssengen for 100. gang, smilende holdt os alle glade og håbefulde. Det nok skulle gå. Hun kunne knap sidde oprejst mere end nogle minutter. Hun kæmpede og fældede aldrig en tåre. Hun sov meget, vejede mindre end 38 kg

2009 hvor vi endnu ikke vidste at mor var meget syg

Allerede i juni 2010 gav hun mig det smykke, som jeg bærer hver dag, med ordene: Det skal nok gå min pige. Her i det smykke er jeg, og du skal bygge dit hestehotel op og gøre det du er god til, ride heste og hjælpe mennesker på din vej. Jeg følger dig stolt min pige. Lev for to – gi gas og gør det, der gør dig glad.

Hvis du kun havde en dag at leve i, hvad ville du så gøre? Jeg ved det ikke, fordi der er bare så meget jeg gerne vil gøre og sige til folk, familie, venner, bekendte, kunder… Jeg vil bare gerne LEVE ligesom min mor gerne ville og derfor med min oplevelse, for mor og alle de andre som har forladt os, vil jeg gi gas, sprede lykke og positivitet på min vej, fordi intet er værre end sygdom. ELSK livet, hjælp på din vej, smil på din vej – det smitter og husk at fortæl dem du elsker, at du elsker dem

I alle 7 måneder besøgt jeg mor hver torsdag fra Fyn til Århus, sov der, håbede…Men vi vidste alle inderste inde, selvom vi aldrig talt om døden direkte, hvor det endte. Hammel kirke var fyldt med mors venner, arbejde, bekendte  og familie, som hun havde berørt. Mor blev båret ud af kirken til: Om lidt bliver her stille… Kim Larsen var en af hendes yndlingsmusikere.

4 år efter døde faster af kræft, 55 år. Hun fik kun 4 måneder efter lægernes dom.

Jeg har de sidste 8 år begravet utrolig mange skønne mennesker, som er død alt for tidligt, og jeg er i dag ved at blive kvalt i kirken, fordi det gør så ondt at miste. Jeg tror på gud, og at der er mere mellem himmel og jord, og jeg ved, at de alle er med os i hjerte og sjæl, måske svæver de rundt omkring os uden at vi ved det. Jeg følger min mor: Jeg følger mit hjerte, lever for 2 og gir max gassss i livet. Livet er for kort til andet

Her rider jeg JBK 140 på Sir Joris Z og gør det der gør mig glad; MIT JOB

Tænk positivt

hjælp hvor du kan

gi mere end du tager i livet

omgiv dig med dem som vil dig det godt og ignorer al negativitet omkring dig.

Elsk, Kram og smil måske redder du en andens dag med dit smil eller et klap på skulderen, et råd med på vejen

Tak fordi I læste med på et indlæg denne gang som var hårdt men også befriende at skrive