Træne heste til topniveau

Træne heste til topniveau

20. august 2019 Af Georgia Timmermann

Jeg træner efter; alder, eksteriør, fysik og mental tilstand. Jeg er i dag springrytter med eget ridecenter, plads til 29 heste og lever af at tilride og uddanne springheste til topniveau. Her deler jeg i mit blogindlæg med jer mine 42 års erfaring med heste samt snart 15 år som professionel.

Alder

Er din hest 3 år, så skal den jo først rides til, før du kan lave noget som helst med den, der ligner volter eller bomøvelser. Jeg rider til så tidligt som muligt og med fokus på fremaddrift. Stoppe, sidebevægelser, skridt og tilbage kan du altid lære dem. FREMAD er det vigtigste for at blive ridehest. Jeg lader dem eventuel stå en hel sommer på en eng og vokse, når de først er ryttervant. Har jeg tiden og økonomien, går jeg i gang igen om vinteren. Men jeg presser aldrig hestene. Jeg opdrager og opbygger deres, hvad jeg kalder GRUNDKROP og GRUNDSIND op.

Led, sener, muskler, kondi… Galop er hestens mest naturlige og hermed letteste gangart. Vænner du hestens krop til at træne på kuperet underlag; hal, bane, stubmark, asfalt, græs, så træner du dens bevægelsesmønster i at blive stærk. En løber som kun løber på asfalt, vil nok ikke have det godt med kuperet terræn i skoven. Kroppen skal vænnes til at komme ud i yderpositioner.

Ved at starte hestene som ung, får du lavet en grundkondi på hesten, så de kan holde til senere i sporten. Du starter altså ikke bare i januar, når de er 4, og så skal de nå Herning på 3 måneder og stå i en holdning og ridelighed på få måneder i kulisser som for en hest er utrolig skræmmende. Jeg tror på, at heste skal bygges op med ridning tidligt men uden samling og pres. GALOP og tillid til rytter.

Eksteriør

Eksteriør er også ekstrem vigtigt. Hvordan ser din hest ud? Er den kortbenet. Er den lang? En hest med kort hals som denne på video og ingen ganaschefrihed har svært ved at samle sig.

https://youtu.be/JaP9NGYfKA4

Da den ikke skal være grandprix dressur hest, valgt jeg at ride den som 3 års, der hvor den selv føler behageligt= let sæde galop. Som 4 års fyldt jeg overgange og temposkift på programmet, som gør den stærk til at regulere galoppen på en springbane. Den kan sagtens gå dybt, men den er ikke skabt til at bøje nakken og stå med højeste punkt bag ørerne, som fx vallakken her nedenfor er.

Heste er forskellige af fysik, eksteriør og sind. For at de skal holde længst muligt, er det ekstra vigtigt, hvordan du bygger den op fra 3-7 år. Brug dine sanser: LYT TIL og SE PÅ din hest.

Se på din hest. Er den lang, lille, ganaschefrihed…

Lyt til dens sind? Er den en kigger, modig, ufokuseret, doven, magelig?

Springheste skal se en masse springbaner og stævner fra 4/5-7 år, hvis de skal blive rigtig gode. Jeg tror bare ikke på og det samme gør min samarbejdspartner heller ikke, at de behøver at springe mega højt, før de er fx 7 år og op efter. Det er blot penge og os ryttere (el. ejere), som vil eller bliver ”nødt” til springe højt med dem. Ofte fordi rytterne skal sælge for at kunne blive ved at leve af sporten. For at sælge dyrt skal HESTENE vise stort. Nogle af de mest kendte indenfor hestebranchen, spørger mig da også, hvorfor jeg ikke springer højere end 130 på vallakken nedenfor. Heldigvis er jeg så tryg i det, som jeg laver, -jeg har lavet fejlen AT SKYNDE MIG med hestens uddannelse, at hvad andre siger og synes, preller af på mig. Nogle heste er klar til championater og UVM, nogle ikke. Dog skal hestene virkelig gå mange stævner i en ung alder for at kunne klare presset til det flotte stævne ved UVM. Amaflair havde muligheden og var en super championathest og gav mig 5 års fantastiske oplevelser. Zizou nedenfor er stor og ikke færdigbygget. Han er absolut ikke klar, selvom han er af samme kvalitet som Amaflair.

Fysik og mental tilstand

Hestene skal lære pres, men presset skal komme gradvis og presset kan være, at du fx har flere klasser til et stævne, så hesten fysisk skal lære at ride flere klasser på en dag eller weekend. Rider vendinger til et stævne eller hurtigere i nogle klasser for at øve det. Du kan også ride en enkelt klasse lidt højere på din 7 års og så ned igen næste dag i en klasse. Som mennesker så skal dyr også lære at tackle situationer, hvor det bliver lidt svært. Men

hestene skal have tillid og FYSISK styrke, hvis du skal øve, at de skal ud over deres comfortZONE

Er du selv en person, som ønsker at starte styrketræning, så går du heller ikke ned i centret og løfter vægte, som din krop slet ikke er i stand til at løfte. Presser du din krop til at løfte for mange gange, vil du blive skadet og din psyke vil også lide et knæk. Måske vil du aldrig mere komme i centret

En hest skal tilrides og have tillid til rytteren i en tidlig alder

Skynd jer langsom både med hest og dig

Det er ikke nok at avle eller købe et lækkert springføl på aktionen og så tro at nu bliver det nemt og mindre dyrt

Det er dyrt og et sats at uddanne en topatlet. Men for pokker når det lykkedes, så kan man leve længe på den succes

En atlet skal bygges op og det tager tid

Selvtillid skal komme via en masse små baner og lidt større og flere små baner og lidt større og flere små baner for at bygge selvtillid op. Som min fx 9 års Ci ci hoppe SIF har nu. Sif tror, at hun kan klare hele verdenen. Hun kan og vil selv. Hende har jeg uddannet, siden jeg red hende til rdh hoppe som 3 års – (se nedenfor video).

Hun løb. Hun kunne ikke holde galoppen i longen. Hun kunne ikke changere til højre. En serie af spring tog hende lang tid, da hun hang længe i luften og kunne ofte gå helt i stå midt i serien. I december sidste år red jeg ind i 6 bar, som I kan se her.

https://youtu.be/J6DOvK7QBY8?list=PLI9aRM3dGUPJzTLz0P8WjX0IqZ1NuwHyC

Og for ikke at snakke om hendes hængende uens forben. Med tålmodighed og hårdt arbejde har vi utallige præmier til og med 140 cm. Og endda debut i 145 med en bom i omhop. Men det var først da hun blev 7 1/2 år, at Sif rigtig rykkede fysisk. Hendes mentale tilstand var bygget op via mange LB/LAer og en masse galoparbejde i det fri

Sif har jeg trænet, siden hun var 3 år gammel. Hendes teknik og fysik har været vigtig for hendes succes

En uge med Sif på 9 år ser ofte således ud, hvis ingen stævne

TUR mindst 45 min skridt asfalt

DRESSUR med vægt på (hårdt, svede)

TUR

SpringDRESSUR med cavalettiarbejde (se video med Zizou ovenfor)

LONGE, ofte blot i grime, 20 minutter stor volte, både galop og trav. Ro og holde energien

TUR

TUR

Hvis hun skal starte stævne, som i dag ofte er 130 og opefter, så lægges i stedet for longe en springdag ind, ca 4 dage før stævnet med lidt højde på og altid flere dobbeltspring eller 3-kombi samt en afstand, hvor hun skal tilbage på fx 3, 4 eller 5 galopspring. Da hun ikke kigger, så behøver vi ikke øve fyld.

Heste som er unge og kigger meget springer jeg hver anden dag men små spring max 1 meter og en masse plastik og fyld. Så de lærer at dette er en del af deres hverdag. Ofte springer de også vand og plastik i grime i longe, så de ser så meget som muligt.

Alle kan gøre det jeg gør, men det kræver disciplin. Op af sofaen og lær af de bedste. Drop ordet: PLEJER og et hav af undskyldninger

Vilje. Ville når det også gør ondt og går skidt

Turde satse og droppe alt andet for at nå dit mål

Og husk det er også okay blot at have hest på hobbyplan – det gør dig ikke til en ringere rytter eller hesteven.

Tak fordi du læste med

fb-share-icon