Stukket i ryggen af egne

Hør her min oplevelse fra onsdag til mandag morgen. Hvordan jeg fra at have haft en helt fantastisk hyggelig aften til arrangementet fredag aften og en helt kanon lørdag ridemæssigt til at blive meldt for dårlig pasning af mine heste.

Er du den med succes til et stævne, der fylder din FB profil med alle dine præmier, sejre og aldrig fortæller om nederlag og hårdt arbejde. Eller er du den person, som glædes over at møde mennesker til et ridestævne, der vil dig det godt. Eller er du den person, som elsker det hele ved et stævne. Uanset hvem vi er, så er hestefolk forskellige og til Riderscup var der plads til alle.

Mit Riderscup stævne var både en fornøjelse men også en eyecatcher

Jeg fik ikke bare givet hestene nogle lærerige runder lige efter championatsfinalen og Herning men stævnet fik også givet mig et indblik i livet sammen med mennesker både på den gode og den desværre dårlige måde, der følger med, når man er et menneske, som stikker næsen fremad.

Jeg er så heldig, at få produkter foræret, som også nævnes i denne artikel. Dette er et sponsoreret indlæg

Ankomst og afgang er bare hektisk, fordi her viser folk virkelig deres sande side frem.

Er de tålmodige og hjælpsomme eller er de grådige og egoistiske. Her mener jeg, ser de at lastbilen er spærret inde i køen, eller vil de helst skubbe den til siden med deres egen lastbil og hårde, utålmodige stemme fordi de vil først ind eller først hjem. Her plejer jeg at sige, at det er vigtigt at styre dig selv og bevare roen og vise, at du er den tålmodige, selvom kø aldrig har været min stærke side, da jeg synes, at det er spild af tid. Jeg kunne jo sove og restituere på dette tidspunkt. Men til Riderscup kom to helt fantastiske hjælpere og bar mine ting ind. De var ret imponeret, at jeg, NINJA, tog 3 Equsana spåner på trillebøren og kørt frisk afsted, helt ned i den anden ende af teltstaldene. Han spurgte flere gange, om jeg nu var sikker på, at jeg kunne køre med dette læs.

Så skulle lastbilen placeres og strøm til, så mine ostevarer (jeg elsker cæsarsalat) kom på køl. Varme til og tjekke op på lastbil, at alt var ok. Parkeringen blev helt nederst, men pyt så fik jeg motion hele ugen. Så skulle Sif i dyrlæge og det gik kanon. Sif er blevet så dygtig til det og er helt rolig. Så op og melde i sekretariat, klasser til næste dag.

Hestene havde jo heldigvis fået ridning hjemmefra onsdag, så de kunne nøjes med at blive aftenfodret og hygget om. Derefter skulle jeg rundt og finde ud af, hvor de forskellige ting var. Opvarmning var samme sted som dyrlægetjek. Bunden lidt løs men den var også lige lagt. Arenaen vi skulle ride i var helt unik. Super bund. Kæmpe hal med flot skærm. Og ikke noget var efterladt til tilfældighederne ved denne bygning. Sider i hallen som var utrolig hestevenlige, helt hvide og porte der kunne rulles op som ved en carport, så man kunne bære materialer ud i siden også. Publikum kunne står nedenunder og ovenpå med flot glasrude imellem, så udsigten til banen var unik og perfekt for tilskuerne. Og et cafeteria fyldt med mad til sportsmanden – nedenunder også pommes og alt det der plejer at være til ridestævner men for en gang skyld kunne man få morgenmad, middagsmad og aftensmad til fornuftig pris og så sundt og lækkert. Fredag deltog jeg i fællesspisning, som var en lækker buffet. Al mad var varmt og frisk, og der var rigeligt; en lækker fiskeforret. Jeg elsker skaldyr. Hovedret; lækkert kød, salat og kartofler med mayonnaisesauce.

Aldrig har jeg smagt så fedt mad til et hestearrangement. Borgmester og formanden for DRF deltog også i åbningen af ridehallen fredag aften, og ja så havde ejerne lige sørget for et liveband, der sparkede numse… Et spansk band der sang gamle kendte sange. De var utrolig musikalske. De var underholdende og fik folk op af stolene og gi gas. Man kunne se, at bandet nød at optræde for hestefolket. Selv jeg blev længe, så godt spillede de.

Calia gik 120 national klasse med 4,0(6.plads), 0 (2.pl),4 og fik alle spring med i alle runder, så hun har virkelig fået noget for pengene. Der var som som regel 16 forhindringer, da banebyggeren ofte byggede 2 dobbeltspring. En fantastisk og engageret tysk banebygger, som ikke bare flyttede springene, så de stod omvendt til næste klasse men virkelig udfordrede rytterne i alle klasser. I de nationale klasser teknisk og i de internationale både teknisk og lidt stort i nogen af klasserne. Førstedagen lidt højt i den nationale klasse men de andre dage rimelig lavt. Der blev testet kondi på hest og rytter, når man red ned i den anden ende for tredje gang i runden.

Stuka aka Zizou gik med 4 fejl i alle hans runder men i omhop alle runder, så han fik også ca 16 spring hver gang og han sprang så fedt. Den ro, indstilling og kapacitet han viser. En hest til fremtiden

Sif havde nr. 1 nede i 135 – flot…øv… en lille lodret. I 140, ret stort bygget lørdag, 16 spring havde hun en bom på 2 og 4eren ( de letteste på banen) og en drej fra (4 fejl da afstanden ikke lige passede). Jeg var ret godt tilfreds med hende og giver ikke op på at få hende op i 140 klasserne.

Selvom jeg ikke fik meget ros for min ridning til dette stævne, så synes jeg selv. at jeg fik en god rytme i hestene og en ens god galop på især Calia og Zizou. Både hestene og jeg gjorde det godt under de vilkår vi nu en gang har at træne under derhjemme samt stævnemuligheder. Jeg motiver mig selv ved at sige; godt gået Georgia. Keep on working hard.

Når mine heste er fejlfri i mål eller fejlfri over sidste får mine heste altid ros, aer dem på halsen når de er i mål og al min positiv energi, tror jeg på, smitter på mine heste, så hestene lærer at elske at være i arenaen og fighte, når det bliver hårdt. Jeg kommer med knytnæven ved nul og det kan ingen tage fra mig. Ej heller følelsen for, hvordan hesten har det og skal have det på opvarmningen, som jeg vil skrive om i mit næste blogindlæg. Du er ikke bedre end den hest, der er under dig, og hesten skal elske at være i arenaen, og du skal sørge for at give den de bedste muligheder for at elske det – kun på den måde kan du udvikle den til at blive bedre.

Nå men lørdag bliver jeg nummer 2 på Calia

med en super hurtig racerrunde – hun er modig og bare en hurtig 5 års og så skøn men også anderledes end fx Zizou og Sif. Hun lander hurtigt og drejer selv hurtigt, så man skal virkelig tænke lige ud i landinger. Og min gode partner Jørn Tønnes var tilstede med hans kone og se min ridning, og han var meget tilfreds. Man kan jo altid blive bedre, men selve hestenes udviklingen, hvis vi bare ser 4 uger tilbage, var helt tydeligt positiv.

Jeg havde ret travlt alle dage til Riderscup, da jeg jo passer hestene selv, så al min tid går jo med at fodre, hente vand, pudse udstyr, vaske gamascher, bandagere, hente hø, muge, gå tur inklusiv lidt græsning, sadle, flette, sadle af, vaske hestene…

Mine naboer i stalden kørt allerede hjem lørdag eftermiddag, så jeg var efterladt med kun en nabo, da jeg stod helt nede i enden. Sif og Calia er lidt trælse, når man tager de andre heste, eller de ikke lige får opmærksomhed, fordi så står de og graver ved indgangen og graver alt grus op i Equsanaspånerne og boksene kan hurtigt ligne et grusbjerg. OG det var vist også det, der skete lørdag, fordi da jeg endelig var færdig med at ride Sif ca kl. 18 lørdag, så skulle der muges ret meget grus ud. Jeg var dog snu og tage spåner fra sidemanden, som jo var rejst, nye ovenpå og så kunne Sif og Calia få en kæmpe bund, hvor der var ret langt ned til grussen. Kl. ca 19.30 lørdag aften endelig færdig med at ordne boksene, så jeg nåede ikke at se resten af 140 klassen men pyt hestene først. Pludselig ser jeg en jeg kender nede i min ende af stalden. Han er lige ved at vende om, da han ser mig men kan ikke vende om, da jeg råber hans navn og siger hej. Jeg er alene i stalden og kan se, at han går lidt forvirret frem og tilbage inden han kommer op mod mig. Jeg står ved Sifs boks. Øhh ja, siger han, jeg har fået en klage på dig, at du ikke passer dine heste ordentligt. ØHHH… hvad… af hvem, siger jeg så. Det er lige meget, siger han. Han kigger ind i naboens bokse. Øhh det er ikke mine heste, siger jeg chokeret over hans melding. Så kigger han Calia og Zizou kort og går til den næste boks, som jo er tom, fordi de er taget hjem. Er det dine bokse siger han og kigger ind i den tomme boks. Øhh… hallo, nej, du har lige kigget ind i mine bokse. Der står navn på boksen, siger jeg ret chokeret over at nogen af mine kollegaer (som jeg formoder det er), vælger at melde mig for ikke at passe mine heste. Han kigger forvirret videre og jeg siger. Jeg står altså her ved Sif overfor, siger jeg og kommanderer ham lidt hårdt over til Sifs boks. Stadig dybt rystet over hans melding. Han kigger ind og siger så, nå det var en fejlinformation. Øhhh… fejlinformation, siger jeg. Vil du venligst sige, hvem af mine kollegaer der har meldt mig for at ikke at passe mine heste. Har de ikke nosser nok til at sige direkte til mig, flot… Og ja vedkommende som kom, havde jo forventet at se grimme bokse, fyldt med grus og ingen hestepasser nede ved dem, derfor så han også ret forvirret ud, da han så mig, og så ud som om han helst ville gå igen, da jeg sagde hej. Hmmm… jeg var rigtig ked og skuffet, især fordi jeg nu kun kan gætte, hvem det er, som vil mig det dårligt.

For mange er denne historie god. Jeg fik en advarsel, hvad kollegaer kan. Og da jeg var placeret helt nederst i stævneteltene, og med kun en nabo og ingen forbipasserende, da jeg jo ikke var placeret til, at folk passerer mig, så er mulighederne hvem det kan være små. Mange siger; Ej hvordan tør hun skrive om det. Det gør jeg da, fordi sandheden skal frem. Og ham som kom ville ikke sige hvem det var. Ergo kan det ikke være teknisk delegerede som havde inspiceret stalden, fordi så ville han sige det men kunne kun være en af mine kollegaer. Fejlinformation eller ej, så var der nogen som forsøgt at få mig ned med nakken. Og med alle de youtube video jeg lægger op, fordi jeg netop ville skrive om dette stævne og vise folk stævnet, så skal denne sandhed da ikke graves under gulvtæppet. Mine læsere får hele sandheden.

Nogle siger sikkert i hjørnerne nu; Yes endelig fik hun lidt modgang, så kan hun lære det, og for andre som kender mig (heldigvis de fleste). Glem det Georgia. Det er prisen, når du fører dig frem på bloggen og i medierne. Folk under ikke andre succes. Fordi var det virkelig, fordi man passer dem dårligt, så havde vedkommende, som har sendt personen, jo sagt det direkte til mig, da jeg jo er tilstede ved hestene i stalden hele tiden, undtagen når jeg rider og spiser. Måske troede de ikke, jeg nåede at ordne Sif og Calias grusboks inden klassen var færdig. Det virkede, som om personen var dybt overrasket over at se mig. En ting skal de vide, at selvom jeg blev ked og gik direkte i seng herefter, så blev jeg lige 100 % stærkere mandag (i dag), fordi jo mere I prøver at få mig ned med nakken, jo stærkere bliver jeg, og jo mere kærlighed spreder jeg, og jo mere kan jeg se, at sådan skal jeg ikke blive. Du kan kun ændre på dig selv. Du kan ikke ændre på andre.

Søndag red jeg med 4 fejl i begge runder. Hjemkomst til en fyldt tilridningsstald, mine dejlige ryttere som venter mig, teamet havde fulgt opgavelisten til 5 stjerner. Og der er en masse arbejde til mig og jeg elsker det. Hvordan jeg når det, spørger folk tit? Stå tidligere op. FIGHT…work hard…Spred positivitet. Hjælp hvor du kan…

Riderscup GODT gået. Tak for et kanon stævne. Jeg kommer IGEN. Sikke et set-up, sikke et arrangement. Det bliver for vildt flot, når det er helt færdig. Og så er vi jo heldige, at ejerne er helt nede på jorden. Ja, de minder faktisk om jyder (jeg er århusianer selvom jeg bor på Fyn), helt nede på jorden. De taler med alle, den lille og den store, den mindre rige og den rige, amatøren, den professionelle, de seje og de mindre seje. Ejerne skal nok få en masse flotte arrangementer på dette suveræne sted både nu inde og ude. Tak Glenn og Kartni, siger ridesporten og jeg.

Tak Team Georgia Horses derhjemme – uden jer ingen succes

Tak læsere fordi I følger mig med positivitet og åbent sind