Trods fuld hus i tilridning og super stjerner i stalden, så har min 1. nov 2020 været hård. Dette er et skriv, som er svært for mig, men Pablo fortjener et farvel ved at fortælle hans historie. I mine øjne er han en ven, en HERO, en kammerat.
Pablo ville lørdag ikke på fold, og jeg lod ham blive inde og motionerede ham frit i hallen, hvorefter han fik sin rene udeboks. Han var lykkelig den dag og spist han glad sin mad. Søndag morgen mødt jeg en Pablo, som ikke stod med hovedet ude, som han plejede og ventede på morgenmaden. Han lå ned i boksen. Først troede jeg, at han lå fast, men jeg fandt hurtigt ud af, at han lå ned, fordi han ventede på mig for at sige farvel. Han ville og kunne ikke længere rejse sig. Det er tid, sagde han med sine skønne opmærksomme øjne. Jeg hulkede, så jeg næsten blev kvalt. Pablo var helt rolig.
Han forsøgte meget få gange at rejse sig. Steen og jeg prøvede at hjælpe ham forgæves. Dyrlægen prøvede også forgæves, Jeg var helt knust. Hvad havde jeg forventet? Ved jeg ikke. Jeg ved blot, at jeg aldrig er god til at dræbe/aflive dyr. Min hund Venus blev jeg også kvalt i gråd, da jeg skulle aflive den af alderdom. Pablo lå helt stille, nogle gange med hovedet oppe og spist det græs, drak endda vand af spanden. Jeg fik en hel time med ham, inden dyrlægen kom. Pablo var glad, som han lå der og spist det græs, som jeg havde plukket. Dyrlægen tog handlingen og jeg stod udenfor i gråd.
Stenede ved køkkenbordet, for 4 timer efter at køre ud at undervise en flok glade børn i nabolaget. Havde mest lyst til at aflyse, fordi hjemme i udeboksen lå min ven, død. Hvordan skulle jeg også få ham ud. Med min nye traktor. Og alle de børn. De var så glade og forberedte for at se mig. Godt jeg ikke skuffede dem og aflyst. Jeg sagde intet om PAblo, det var jo ikke deres sorg. Da jeg kørt hjem i halv mørke, håbede jeg, at Pablo var flyttet ud til vejen og Daka allerede havde hentet ham. Det var selvfølgelig en drøm. Det regnede og Pablo lå stadig i boksen. Jeg bakkede traktor og sat bånd om Pablo, trak ham ud gennem mudret mens regnen fulgt mine tårer.
Pablo blev 25 næsten 26 år. Ham red jeg DM for seniorer på. Ham red jeg mit første internationale stævne på. Han gav mig mit navn i ridesporten. Jeg elsker ham for evigt.
Pablo og jeg mødtes ved min træner, da han var 5 år gammel. Her prøvede jeg ham første gang. Den gang red jeg jagter og klubstævner, elskede dyr og især heste. Jeg red også på Århus galopbane ved Ejgild Harregaard. Jeg elskede alt med fart. Og Pablo var også avlet til fart. Moderen var en væddeløber og faderen var den store skimmel springhest Godfather. Pablo var allerede dengang en hårdfør herre. Det viste han ved at lade mig springe på ham uden overhovedet at have prøvet det i en lille ridehal som 5 års. Derefter blev han min træners kones dressurhest. Han kunne alle M øvelser. Jeg havde aldrig forestillet mig den vinter, at Pablo senere skulle blive min eller min vej til succes og bedste kammerat.
Først i 2007 efter hvor han havde leget dressurhest med konen, fik jeg kontakt igen. Det var igennem min gamle ridelærer ERIK. Han ringede og sagde, så er det nu. Jeg tror, at Pablo er til salg. Og vupti. Jeg købt ham for 30.000 kr. af mine egne penge. Red mit første militarystævne samme måned, selvom Pablo aldrig havde set et dobbeltspring eller en bane med flere spring i træk. Men Pablo var en ener. Vi vandt debutant klassen i military kun en måned efter jeg købt ham som 11 års. Han kom med hjem til FYN, hvor jeg købt mit eget ridecenter i Glamsbjerg, og det blev starten på en fantastisk karriere og tid. Hvem ville have troet, at en 11 års hest med en urutineret springrytter på ryggen, ville nå så meget de næste 6 år. I 2010 red Pablo og jeg til alles overraskelse nul til christmasshow i fredagens 145 klasse. Det gjorde, at vi kom i kat 6 i 2011, da alle som havde redet nul i S automatisk kom i kat 6. Jeg blev inviteret til samlinger og mange sagde opmuntrende sejt gået, men mange synes også, at jeg var helt til grin at tro, at jeg hørt til i eliten. Jeg var vist også ret naiv. Men den naivitet og en masse træningstimer ved gode trænere ført mig trods alt til der, hvor jeg er i dag.
Her på playlisten er nogle af KONGPABLOs (som han kaldes) højdepunkter igennem tiden med mig.
Pablo var også den, som jeg red mit første internationale stævne på ved JBK. Det er en MEGA sjov historie, som jeg vil fortælle her på youtube videoen.
Uvidende, naiv gik Pablo og jeg altid til opgaverne. Havde jeg vidst det, som jeg vidst i dag, så havde jeg nok aldrig turde hoppe ud i springningen med Pablo, som jeg gjorde dengang. I dag er jeg pavestolt af, hvad Pablo og jeg opnåede.
Pablo var også den første hest jeg red mit første internationale stævne ud over landets grænser på. Det er en tur, som jeg heller aldrig glemmer. Danskerne synes jeg talt alt for meget om mine to mænd i mit liv, PABLO og Steen.
Mine nu kollegaer kaldt ham Giraffen. Mange var mega nervøs, når jeg skulle på banen på Pablo, fordi enten vandt vi, eller også smed han mig af, som her til DM indendørs, som vi var ved at vinde første afdeling af. Lige ind til Kongen vælger at smide mig af og forvride min ankel, så jeg ikke kunne ride i 3 uger. Pablo var også ham der på FYNs rideklub valgt at træde på mig, så min lever fik hul. Men også et hospital ophold, der lært mig om min Ninjakrop (hvilepuls helt unik og smertetærskel ikKE MENNESKELIG).
Pablo og jeg lært at springe sammen. Jeg skiftede jo for 12 år siden fra military til ridebanespringning og Pablo og jeg skulle lære den disciplin sammen. Vi var kendt for at ride mega hurtigt, til tider ment folk livsfarligt rundt. Mine trænere Morten og David kæmpede en kamp for at lære mig om afstand og distancer, som var helt fjernt for både Pablo og jeg. Der var mange fald og styrt, men der var så sandelig også mange vindere, heldigvis flest. Morten formåede også i 2011 endda kort tid efter min mors død, som tog hårdt på mig, at få Pablo og jeg klar til DM. Igen til stor overraskelse for ridesporten, da vi jo egentlig var kommet ud fra det blå, hverken redet hest eller pony springning. Men Pablo var igen en stjerne og sammen nåede vi til finalen, som I kan se ovenfor i 2011 med kun en bom. Min mor troede på mig og den selvtillid guider hun mig stadig med, hvor end jeg rider og møder modstand. Jeg var ovenud stolt.
Pablo du var manges yndling og var også 2 år i træk mest vindende rytter med Jasmin. Du har lært mine veninder at springe og givet så mange din selvtillid videre. Alle er så taknemmelig for din tid her på jorden. Især mig som græder bare jeg skriver det. Jeg elsker dig Pablo og vi ses igen min kammerat på de evige græsmarker med alle dine nye damebekendtskaber. Pas på mor i himlen….
Hjertet på Sif symboliserer min kærlighed til dyr og håbet om, at vi spreder kærlighed. Jeg håber flere vil følge trop. Klippe et hjerte og sprede kærlighed, mens du nyder din ridetur på din bedste kammerat. Du ved aldrig, hvor længe du har dem
RIP PABLO
