Længere sporer? Pisk med hører jeg i går på opvarmningen. Mere fart på, hører jeg medfølgeren råbe højlydt til den afmagtsløse rytter på opvarmningen. I øret hvisker en berider til mig; Ingen sporer kan erstatte rigtig ridning men ingen siger noget højt til den, som virkelig har brug for vejledning. Ingen gør noget, fordi det er bedst at passe sig selv, skyklapperne på, så får man ikke ørerne i maskinen. Ekvipager som deltager i stævner, som de ikke er klar til, fordi drømmen overstiger dags datos evner? Hvad gør vi? .
DRF sammen med en rideklub kom med et forslag, om at der kunne være en træner, der godkender, at du rider stævner. Er det muligt i DK. Det foregår i USA?
Skal der en autoriseret træner til at underskrive din deltagelse til stævner? Og hvordan defineres en autoriseret træner? Er det en berider? Jeg har ikke nogen uddannelse som berider. Er jeg så ikke en god nok træner til at skrive under for min elevs deltagelse? Skal jeg ud at have et kursus, en uddannelse og kan man lave en uddannelse/kursus på en weekend, som uddanner en træner til at tage ansvaret og vurderingen, om din rytter er klar til et bestemt niveau.
Jeg har 41 års erfaring med heste og 13 år som selvstændig, ejer af eget ridecenter med egen slagsstald, hvor jeg runder 500 heste at ride til. Jeg er kat 5 og har redet DM for seniorer på hesten Pablo i 2011, hvor jeg blev nr. 12 med en bom i finalen på en 160 cm bane. Er jeg en autoriseret træner, som kan skrive under eller skal jeg i gang med en længere eller kortvarig uddannelse?
Hvordan blev jeg god nok til at ride stævner? Ved at øve mig på at ride og passe mine heste. Jeg lavede da også et hav af fejl på vej op af rangstigen, hvor hesten helt sikkert helst ville af med mig som rytter, så hvor er grænsen til, hvad du er god nok til at deltage i uden at du stopper udviklingen og rytterens motivation samtidig med at du tænker på hestens ve og vel?
Og vil der gå penge i forslaget; at de trænere som bare vil tjene penge, er ligeglade med, om du er egnet til stævnet eller ej, du får underskriften, hvis du betaler træneren? Eller når træneren hører rytteren sige; Næste år vil jeg ride Equitour. Træneren tænker; Først skal du lige ride nul i MB og ride stabil rundt i MB. Træneren konfronterer eleven med trænerens tanker og næste uge har vedkommende fundet en anden træner, som ikke stiller spørgsmålstegn ved elevens drømme og ønsker. Træneren som var ærlig, står uden løn.
Eller skal den teknisk delegerede blande sig mere på opvarmningen, når han ser vold med sporer, ryttere brage hestene ind i springene på opvarmningen, ryttere som er for store til hesten, ryttere som bomber ned i ryggen på hesten, fordi deres form og balance ikke passer til det, som ekvipagen har gang i, ryttere som rider langsomt og hesten kæmper, slår sig fordi vedkommende er hunderæd og faktisk ikke selv ved, hvad denne laver til dette stævne og bare vil ha det overstået hurtigst muligt? Heste og/eller ryttere som tydeligt ikke er i form til dette slags stævne? Eller biddet er alt for stærkt til hesten, som er hunderæd for rytterens hårde hånd? Er nogen overhovedet i stand til at vurdere og kontrollere dette. Burde det være kontrollanters eller træneres ansvar? Fralægger vi al ansvar den som sidder og agerer på hesten?
Der er jo regler for, hvor højt man må springe på opvarmningen og der er jo Td’ er som holder øje? Men gang på gang ser vi en stressende opvarmning, hvor td´erne mere går op i om dit buff ved hestenes øjne, om du må ride med farvet stævneskjorte og om du mangler dit nr end at sende ryttere ud af opvarmningen, så der er max 15-20 på opvarmningen (gi hestene og rytterne luft og sikkerhed), som jo er rigelig tid til at opvarme i. Gang på gang ser vi td´ere, der ikke blander sig, når der hvæsses af hinanden, når du drejer din hest ind foran en rytter, som er ved at springe, fordi du ikke kan stoppe den på andre måder. Du rykker i den, råber af den og far siger stop og så får far også lige en tur med den hvæssende stemme. Skænderierne blandt de stående i midten vil heller ingen ende tage. Trænerens datter på kun 12 skal have den optimale opvarmning, og alle skal flytte sig for denne ekvipage, fordi far har brug for at datteren får succes, overtager forretningen. Moderen til lille Lise håber på succes så stemningen hjem i bilen er bare nogenlunde. Og Yvonne vil bare, at Signe får nul fejl ellers taler hun ikke til mor de næste mange dage.
Hvor er hestene i dette kaos? Hvem tænker på, at hestene har brug for os? At alt den uro og alle de skænderier går lige ned i den svedige hest, som stressende higer efter luft ved at flygte ud i skridt på hovslaget ind til næste sporerattack og opvarmningsspring.
At observere en opvarmning og se hvordan de råber af kæresten, faderen, moderen for at få springet sat op og helt op ad, fordi den skal altså springe højere end det jeg skal ind og springe på banen, så jeg ikke bliver bange og helst mange gange, så den er lidt træt og ikke for ivrig. Så træt at den enten river banen eller stopper af træthed.
Jeg bruger enormt meget tid på at forstå og læse mine heste, når jeg varmer op.
Og jeg springer sjældent højt i de små klasser og sjældent mange spring. Jeg undgår al skænderi, og de som hvæsser af mig får intet retur – det lært min gamle træner mig ved vores allerførste stævne sammen, hvor jeg hvæssede af en rytter, som red ind foran mig. Træneren tog mig til side og gav mig guldkorn med i bagagen: Du har trænet hjemmefra. Selvom han rider ind foran dig, skal du nok nå dit opvarmningsspring. Du kommer blot igen. Derimod… al den negative energi du opnår ved at hvæsse af ham, går lige ned i hesten og tages med ind på banen. Siden dengang har jeg samlet al min energi og power på hesten og at finde kontakten med hesten og ignorerer alles negativitet og støj omkring mig. Tak David.
Tag min jakke mor, gi mig mit tæppe. Hvor er min pisk. Kom nu far – så hør da efter – jeg snakker til dig, mor. Jeg ser forældre trave op og ned ad vejen til stævner på opvarmning med hestene. Sadle og polere dem. Jeg ser dem stå i kulden, mens rytterne skridtet banen, pludrer med veninderne. Forældrene nyder på mange måder de mange år til stævner med deres unger. Hvorfor så ændre på det? Det går da godt med mor og far som groom og træner? Det er vigtigt, at rytterne har fokus på at springe banen og ikke på alt det andet? Eller hvad synes I?
Hvad får man ud af at passe sin egen hest? Longere den, gå med den til overnatningsstævner, strigle og polere den, rense udstyret andet end at det er hårdt arbejde og slid på den stakkels rytters krop?
Med måde skal rytterne hjælpes, fordi hvor siger hesten meget og hvor går mange glip af hestesprog via samvær med hesten. Og hvor er det vigtigt, at du selv kender din hest og dit udstyr. Jeg hører sågar råb og skrig på groom, forældre, søskende som får skylden for gamascher, der glider ned, martingale der knækker, gjord der ikke er spændt, nummer der ikke er kommet på. Det er i sidste ende dit eget ansvar at få styr på dit udstyr og din hest, da det er dig som rider. Måske lærer du sågar herved, hvad hesten siger, hvis underlaget krøller eller gjorden er spændt for meget, fordi du er en del af opsadlingen. Måske ser du om din hest er bedre med strygere på bagben, hvis du ser dens reaktionsmønster i stalden. Måske ved du, at din hest helst skal drikke lunken vand, så drikker den mere. Måske hjælper det dig til at forstå din hest, hvis den gør noget på opvarmningen, som du kan sammenligne med, når du soignerer eller trækker med den, og ved hvad der skal til for at berolige den eller få den i gear. Måske får I sågar et mega tæt forhold, fordi hesten ved (via vaner/rytme/daglig system), at det er dig, der passer den, gir den vand og foder og masserer den med striglen, græsser med den, skridter den på tur – I connecter og hesten fighter på banen det ekstra, de flere gange. Måske forstår du den bedre, når den så løber, panikker på opvarmning, bliver stresset, fordi I har et forhold. Det er selvfølgelig blot min mening og en af grundene til, at jeg aldrig slipper taget fuldstændig på at fodre og passe mine heste så meget, som min tid tillader det. Jeg vil, at hestene skal elske mig, deres rytter, så de elsker at træne, fighte og ride stævne
Har vi en træner med, der rådgiver på opvarmning, omkring optømning samt pasning af hestene og hvad nummer du er på startlisten. Hvornår du skal begynde at trave eller tage et opvarmningsspring eller sågar rådgives til, hvornår skridttæppet skal af din hest, bliver vi så selv bedre til at passe dem eller bliver vi blot mere afhængige af trænerne og endnu mere uselvstændige? Bliver det endnu dyrere at gå til hest, fordi nu skal en træner også lønnes for at komme med – nu kan vi ikke længere klare det selv med mor og far…? Jeg elsker når min far er med og han hjælper da med småting og ofte har jeg også groom med for at få tid til mere forretning og ridning men jeg slipper aldrig 100% kontakten/pasningen af min heste. Jeg er stolt og taknemmelig over, at jeg kan selv.
Alting med måde.
En træner med til stævner er lærerigt, sålænge du også kan alene.
En groom med er godt men du skal også kunne alene.
Mor, Far med er hyggeligt men du skal også kunne alene.
Selvstændighed gør dig stærkere fysisk og psykisk og det har du brug for til at kunne præstere på banen.
Tag initiativ selv til at lære at opføre dig ordentlig over for din hest og dine forældre eller medfølgere.
Tag ansvar uanset alder. Kan du ride stævne, kan du også lære at tale pænt og styre dit temperament.
Tak fordi I læser med og giv gerne jeres kommentarerer med her i bloggen. Ingen kommentar er forkert
Jeg synes det er godt du gør opmærksom på det her.
Situationen til C stævner er langt værre, Fuldstændigt urutinerede ryttere uden ryttermærker, kan nu stille til C stævner, de rider ind foran spring og laver så mange fejl at de udsætter sig selv og andre for uhyggelig fare, de er bare ikke selv klar over det.
Ikke en eneste TD tør gribe ind, og der skal virkelig råbes højt for at få stoppet galskaben, når 20-30 ryttere varmer op selvom der kun er plads til 6-8-10 stykker.
Jeg har prøvet at råbe DRF op, men der kommer ikke engang svar, og været i dialog med flere ansvarlige fra DRF, og de vil bare ikke forstå at hver gang de ændre på reglerne, så udsætter de rytterne for større fare.
Da kravet om ryttermærker blev stoppet, gik det helt amok, og så er det gået ned af bakke siden.
Der skal nok alvorlige ulykker eller lig på bordet før andre griber ind
Ja der skal ansvar og aktion
“Trænerens datter på kun 12 skal have den optimale opvarmning, og alle skal flytte sig for denne ekvipage, fordi far har brug for at datteren får succes, overtager forretningen. Moderen til lille Lise håber på succes så stemningen hjem i bilen er bare nogenlunde. Og Yvonne vil bare, at Signe får nul fejl ellers taler hun ikke til mor de næste mange dage.”
I gamle dage kaldte man de typer af forældre for barriereryttere…
Jeg havde håbet at det var en uddød race, men det kan jeg se, at det desværre ikke er tilfældet…
Men du har helt ret…
En højere grad af selvstændighed hos rytterne, og mere mod hos TD’erne til at opretholde reglerne, er nok en nødvendighed for fremtiden
Tak for kommentarerne og ja vi skal også tage ansvar selv som rytter og lade dem som er ansat til ro og orden tage sig af den opgave
God weekend og tak fordi du læste med
Super godt skrevet, helt enige i det hele.
Tak og tak fordi du læste med
Det er så dejligt at få fokus på dette område. Også ved D stævner.
Det foregår de særeste ting på opvarmningen. Je har sågar oplevet en far longere sin datter i en 17-30 m opvavmningshal, hvor der var 6 andre ryttere til stede. Folk der “langtidsparkerer” ved barrieren. Stævneudvalgene knokler, ingen har overskud til at være “de skrappe” på opvarmningen. Om der skal være en TD’er tilstede, ved jeg ikke. Men underviserne der følger rytterne kunne måske godt hjælpe med at holde på de gode skikke. De har jo den større erfaring. Desværre oplever jeg alt for mange trænere der er meget indiskrete, når deres ryttere varmer op. At stå på midten og råbe efter sin rytter, er forstyrende for de andre ryttere, at skælde sin rytter ud fra hjørnet, er demotiverende og går i maven på flere rytter også de der smiler overbærende. At øve program med sin rytter, får de andre ryttere til pænt at flytte sig (måske endda med et smil) men det ødelægger desværre deres opvarmning.
Mine erfaringer er fra dressur banerne.
Flot og så rigtigt et skriv. Vi skal tage mere ansvar alle mand og tage hensyn til hinanden og hjælpe hinanden. At råbe sin undervisning efter sin elev er virkelig forstyrrende for de andre, som også skal varme op, og du er jo ikke alene på opvarmningen. God skrevet og tak fordi du læste med
Super godt skrevet. Jeg er selv på vej tilbage til stævnepladserne efter 25 års fravær. Jeg har den dejligste vallak på 4,5 år der skal til at vises frem på dressur banerne – håber jeg? Bliver dog meget bekymret over den beskrevne situation derude. Har da også store bekymringer i forhold til div. Tilbehør der er påkrævet til stævner spore/pisk. Har aldrig benyttet en sådan på min vallak og det er heller ikke nødvendigt. Forår ikke helt hvorfor det er påkrævet og ikke valgfrit med “ekstra udstyr”, hvis/når man kan ride den bedre uden??
Enig. Vi skal selv kunne vælge til . dog ok at der er grænser for hvad man må putte på os selv og hestene ind til man kan styre ben og brugen hertil. Tilbage med dig på banerne og vær forbillede. Smil og gør ridning til det det burde være: SJOVT. held og lykke på banerne og tak fordi du læser med
Så særdeles velskrevet, så godt så artiklen henvender sig både til “klub børn” og voksne på internationalt plan.
Stof til eftertanke, også til mig selv ??
Tusind tak for at du læser og kommenterer. Ja jeg synes at det er synd at vi kommer længere og længere væk fra hvorfor vi går til ridning fordi vi elsker heste og at det er sjovt.