Hvordan forberedes hestene til Herning?

Hvordan forberedes hestene til Herning?

9. marts 2020 Af Georgia Timmermann

Det bliver federe og federe at være i Herning. Måske fordi jeg bliver ældre. Og med alder følger erfaring og med erfaring følger flere venner, kontakter og viden. Dog er der også en ulempe i hvert fald ved mig. Jo mere du ved, jo mere ved du, at du ikke ved. OG jo mere VIL du gerne lære at vide. JEG VIL MERE

Før Herning

Herning starter med forberedelse af hestenes træning, fysik og mentale tilstand. Jeg havde valgt at tage 3 heste med men endt med at have 2 heste med. Den ene fik ny sko på 10 dage før Herning og tabt den samme aften til et stævne og var øm i hele sålen. Han blev hurtig ok igen men viste dog stadig ømhed i løbet af ugen, så det turde vi ikke. I stedet fik han en uges gåtur med mine ansatte og fodbad hver dag, mens jeg red 2 heste i Herning. Forberedelse er nemlig at vi tager ingen chancer. Er hestene ikke 100% sunde, så bliver de hjemme. Om det er lidt snot, ømhed, mental nedgang – et stævne som Herning kræver, at de er 100 % fit. Hvordan ser jeg så, om de er fit. Ved at læse din hest. ER den som den plejer.? Spiser den som den plejer? Er der hævet ben.? Er den som den plejer i ridning? Hvordan ser dens afføring ud (plejer)? Tag temperatur på din hest? Se på din hest?

Træning af Calia før Herning foregår rigtig meget skiftevis let arbejde via skridttur ude eller longearbejde samt bomarbejde på jorden og små spring samtidig med springdressur. Hun er en hurtig, stor hest med meget blod. Hun er ej heller rutineret i højder, fordi hun har taget tid at uddanne. Calia mister nemt fokus, hvis der er for mange lyde omkring hende. Selv et nys fra sidemanden i boksen kan forskrække hende. Hun er en hest, som rytteren nemt kan guide, fordi hun søger en leder og tryghed. Derfor er det også vigtigt, at jeg rammer afstandene korrekt på hende inde på banen. Gør jeg ikke det, mister hun jo tilliden til lederen. Hvorimod Sif er lidt mere sin egen dame og vil gerne styre afstandene selv.

Hvorfor havde jeg ikke øvet højden på stævnebanerne inden Herning på Calia? Er det ikke vildt at debutere i højden? Jeg tænker ikke så meget i højder fra 130 og ned, da de fleste heste, som vi uddanner videre på, er skabt til at springe disse højder. De skal have tid til at blive uddannet, styrke og tillid til opgaven. Det giver du dem ikke ved at springe 130 for tidligt i deres uddannelse, tværtimod – skabes tillid via mange runder på stævnebanerne i højder, som er nemme, og hvor hestene kan tillade sig at lave fejl. På den måde kan de også få mere tid til at lære deres teknik på springet. Fx vil Calia gerne lande og dreje hurtigt. Hun er ofte også for hurtig på springene. Derfor når hun ikke altid at lave hendes teknik færdig med forbenene. Det er vigtigt, at hestene ikke skal have for store opgaver, når de stadig ikke ved, hvordan de skal placere deres ben. Det giver dem ikke tillid til opgaven at skulle kæmpe eller lave en ny forbensteknik for mange gange på springene på en bane. Tid og små baner.

Til Herningstævnet var Calia ligesom vi håbede på. Jeg var selvfølgelig nervøs, inden jeg skulle på banen første gang, fordi du jo aldrig kan vide 100 %, om Calia er klar, når du ikke har prøvet det før. Det er din erfaring, der vurderer. Sidste dag, da jeg gik banen, var jeg slet ikke nervøs, fordi der var jeg sikker i min sag. Uddannelsen af Calia havde givet hende mod og tillid. Hun har været mental klar til opgaven i Herning. Hun lod sig ikke skræmme af kulisserne. Hun turde springe højden. Sidste dagen var der ikke meget luft tilbage, men hun fik nogle rigtig gode spring på sidste del af banen og sluttede Herning af med mega meget positivt erfaring i bagagen.

Nu skal CALIA hjem og restituere, som hedder tur og longe hele ugen. Derefter skal hun springe små baner til de næste stævner: 115/120 og lave en masse bom arbejde og springdressur hjemme. Så fysikken og tilliden holdes ved lige og vi ikke forcerer uddannelsen. Næste stævne er udenfor og det ser vi frem til.

Sif er tilbage efter sin skade i oktober 2019 og sikke et Herningstævne vi havde.

Sif er Back fra en skade, som vi opdagede sidste år i oktober til Herning. Hun havde 3 fibersprængninger. Sif var skadet og sprang alligevel. Hvorfor så vi det ikke? Fordi hun var ikke halt, og hun sprang nul, før stævnet i Herning. Denne weekend var hun tilbage, og hun sprang 3 fantastiske ture i 135, hvor hun kun rørt et´eren i en runde. Jeg er så stolt. Og så blev vi inviteret til at ride GALLA, og Sif var så cool. Larm og show rører ikke SIF. Sif stoler så meget på sin rytter og har så meget tillid til sig selv, at hun var helt klar på at lave lidt KARATE KID show på banen. Vi have en fest

Sif er forberedt ved en masse ture i skridt i naturen (=motivation og grundkondi). Hun er forberedt med en masse grundkondition, fordi hun er styrket, hun er uddannet. Hun skal blot holdes ved lige og holdes sund og rask. Vi nåede 3 stævner inden Herning og kun en 135. I Herning kunne jeg mærke, at hendes spring og motor til at søge fremad var tilbage. Sif er bare en bedste ven og vores makkerskab runder nu 7 år. Jeg var den første, der sad på Sif og har uddannet hende hele vejen. Sommeren 2019 gik hun nul i 145, så jeg håber, at vi måske kan nå derop igen, når udendørssæsonen er igang.

https://youtu.be/GiaIeLLFGAk

Nu vil jeg gå i stalden og uddanne de næste stjerner samt rengøre alt det, som vi har medbragt til Herning og alt det, som er efterladt til mig, mens jeg var i Herning. At holde 5 dages stævne væk fra stalden herhjemme, har en pris, når man kommer hjem, sådan er livet. Men den pris betaler jeg gerne.

Tak for denne gang Herning

Tak til jer som hepper på de sociale medier og til jer som hepper live

Tak fordi I læser med

fb-share-icon