Hvad får du tiden til at gå med?
Nogle er i skole bag computeren
Nogle forældre arbejder hjemmefra
Nogle spiller på telefonen
Andre leger med søster
Nogle knokler på haven
Andre ser alle serier en gang til
Nogle er på overarbejde i coronaland
Nogle laver ingenting
Nogle er presset, andre er trætte, nogle keder sig, andre er kede af det
Nogle mister, nogle får, nogle giver og nogle hjælper
Men vi gør alle det vi kan for at holde sammen og komme ud af denne krise
Jeg har malet en hel springbane og gravet hovslaget fri for græs. Samt organiseret 3 x lag grus på banen
At skulle være skolelærer for sit eget barn kan faktisk være mere anstrengende og tidskrævende end at gå på job, kan jeg forstå på mine veninder. Og det at jeg ikke kan få besøg af min egen far. Det skærer i mit hjerte, da jeg mærker ensomheden. Nogle er jo ikke så heldige at have børn og mand at dele isolationen med.
Jeg har spillet pool, agurk, bagt brød og drukket rosevin. Handlinger der aldrig normalt er tid til
Hver gang vi åbner for radio og tv lyder den sædvanlige stemme: Hold afstand, vask hænder… det lyder lidt som om, vi er i krig. FB, youtube og instagram holder sig heller ikke tilbage med at fortælle og informere om Corona. Ingen sportsbegivenheder i øjeblikket. Jeg tror, at jeg har set Victor vinde All England 4 gange, fordi min mand normalt ser serier og sport. Og så kan I jo selv regne ud, hvor mange gange det gentages på nu 3 uger…
I en isoleret og anderledes hverdag er det skønt at få tøj fra Abrideudstyr? Nye Montar ridebukser
Hvad laver jeg i denne coronatid ude på landet på vedtofte mark på FYN? Jeg prøver, at holde gang i forretningen ved at holde hestene sunde, glade og motiveret. Der kommer ikke mange kunder her, da alle er i karantæne.
Der er rigeligt at træne på. Stalden fyldt. Fysisk kan kroppen dog ikke klare mere end den plejer
Jeg må indrømme at motivationen, selvom jeg har meget mere tid til at ordne alle de ting som skal ordnes; male, vaske biler, støvsuge biler, oliemale bokse, buskrydde, skovle, vande, rengøre… slet ikke er som normal. Når jeg har været på arbejde fra kl. 7-15, så hygger jeg helst med manden. Før coronatiden fik jeg mad og en morfar og så ud at undervise eller arbejde om aftnen og stævner fredag lørdag….
Jeg fighter selvfølgelig og tænker: KOM NU NINJA. Hvis du når opgaverne nu, så er der meget mere tid til andet efter Coronatiden!
Det er underligt, at vi mennesker slet ikke er opbygget til at gøre, som vi burde, når vi nu har al den tid, som vi behøver?
Jeg gad nu godt at nå alle de opgaver på vores sted. Måske er det fordi at min arbejdsplads ikke er så forandret, at jeg har oceaner af fysisk overskud. Tværtimod er der kun Hjalte og jeg til at klare hestene. Jeg er den eneste rytter. Jeg har ikke handikap og undervisning, da ingen kunder må komme her, hvilket jeg for første gang prøver at savne og faktisk savner helt vild.
Vi har stadig det samme antal heste at passe. Vi har ca 24 heste på stald, hvoraf 13 er under sadel resten er følhopper, plage eller elevheste.
Ingen af vores frivillige ryttere og hjælpere kommer på matriklen og hjælper, som de plejer og det kan mærkes. Vi mangler deres hjælp. I stedet for er det Steen og jeg, som lukker ind onsdag til søndag samt ordner alle heste i weekenden. De skal alle på fold, ha vand og hø på folde. Der skal muges ved alle 24, fodres 3 x dagligt og nogle skal helst motioneres hver dag, også i weekenden. De motioneres alle ved at have longedag, løsspring eller ridedag. Heldigvis for mig hjælper Steen til hver dag, nu når han ikke kan komme på arbejde som badmintotræner.
Hvordan holder man modet oppe, når din hverdag er forandret?
VIA håb. Håb kan gro og blive til det, som du ønsker, hvis du HÅBER og tror på, at det nok skal blive godt igen. Jeg tror på, at når jeg maler hele springbanen, graver hovslaget og cleaner udstyr og stald, at det gør godt for vores sted, min virksomhed og vores arbejdsplads. Jeg sætter mål for mine heste og gør dem klar til at stævnesæsonen går i gang.
Vi mennesker skal holde os i gang. Vi skal holde sammen, støtte hinanden. Vi skal handle lokalt og klare os selv økonomisk, hvis vi kan. Det kan mærkes, at jeg ikke underviser og folk holder sig tilbage med at købe heste eller bestille ridelejr. Jeg trøster mig med, at der er andre, som har det værre end os. Jeg er rask og jeg har dem, som jeg elsker ved min side endnu. Jeg vil kæmpe for min drøm, mit sted og vores virksomhed. Kæmpe for at mine to ansatte ikke skal miste deres job her ved os. Ved at spare og arbejde, holde mig rask og stå op hver morgen kl. 7 for at arbejde…
Jeg vil gerne afslutningsvis sige tak til dem som gør dem muligt; mine loyale kunder som sætter heste her i ridning, betaler til tiden så jeg kan betale for hø, halmpiller, foder, nyt grus på banen, materialer til stedet, møgafhentning, traktor reparationer og lønne mine ansatte. Tak til jer som får undervisning af mig og vender tilbage trods Coronakrisen. Tak for alle tilmeldinger på vores ridelejre i uge 27, 28 og 32. Meld endelig til – vi har stadig pladser tilbage på alle uger. Tak til jer som køber heste her ved os. Kom gerne og købe heste, når Corona er væk. Tak til alle mine leverandører for kvalitetsprodukter og super service. Tak til mine sponsorer for også at støtte hestene og jeg i en tid, hvor vi ikke kan vise produkterne frem på stævnepladsen men kun her på ridecentret. Tak til Hjalte og Steen for kampen her i coronakrisen. I møder hver dag og hjælper trods storm og regn, heste, møg eller hegnspæle der driller. I er alt for seje.
Jeg glemmer aldrig de som er der i med- og modvind. Må I alle komme godt videre efter Corona. Jeg savner mine veninder og min far og glæder mig vildt til at se dem igen.
Gæt lige. Hvornår tror I, at jeg sidst var uden for min matrikel?
